Gør lidt ekstra ud af det obligatoriske gavekort…
Her i weekenden var jeg til guldbryllup ved to dejlige mennesker, der har betydet rigtigt meget for mig. På en eller anden måde føles det bare så fesent at komme stikkende med et gavekort, selvom det jo godt nok lige præcis var det guldbrudeparret ønskede sig.
Og derfor kunne jeg selvfølgelig heller ikke holde mig fra at lave lidt perlepynt, der kunne peppe det flade gavekort lidt op.
En lille æresport med et ugle-guldbrudepar blev det til. Mønstret til uglerne kan I finde i min perlebog 3D-venner, der udkommer om et par uger, men opskriften på æresporten kan I få med det samme.Selve æresporten laves på én kvadratisk plade. Farver bestemmer du selv, jeg har valgt at lave den i Artkals Red = S34 og Dark Olive = S80, men du kan også sagtens bruge Hama-perler.
Bunden er lavet på to kvadratiske plader – jeg har valgt at lave den i klare perler.
Vær opmærksom på, at du ikke må stryge perlerne for flade. Hvis det sker, så kommer æresporten til at stå dårligt i bunden.
Har du ikke mulighed for at få fingre i bogen 3D-venner, så kan du alternativt lave æresporten med tal, der markerer fx sølv- eller guldbryllup eller måske brudeparrets forbogstaver. Herunder har jeg lavet mønstre til tal og bund, hvor der er gjort plads til at sætte tallene i.